Det er en underlig tid. Bittersweet. Vi begynder at kunne se slutningen på vores amerikanske eventyr og er så småt i gang med at planlægge hjemrejsen til Gadevang i løbet af juli måned.
Der er bestemt meget vi glæder os til. At bo i vores eget hjem. Se familie og venner. Lave legeaftaler. Spise rugbrødsmadder. Cykle. Tale dansk (i det hele taget tale…) Gå tur i Gribskov. Nyde augustaftener ved stranden i Tisvilde. Drikke kaffe på Jordnær. Planlægge fødselsdage og julefrokoster. Skolestart. Og starte job.
Og så er der alt det andet som vi skal forholde os til de sidste 4-5 måneder på Rainbow Drive. Det vemodige og det svære. Og det praktiske hurlumhej med at nedpakke hus og container og koordinere indflytning på Rosenhøj.
Vi voksne forsøger at fokusere på her og nu og ikke spekulere så meget over det med at skulle tage afsked og forlade det liv vi har fået etableret her. Udskyder at tænke på livet med to fuldtidsarbejdende forældre og bringe-skole-SFO-hente kl. 16 cirkuset. For det bliver jo også godt, ikke?
Pigerne glæder sig til gensynet med det liv vi forlod for knapt to år siden. Og bruger ikke tiden på at tænke på alt det og alle dem de kommer til at savne her. Sådan noget er børn jo gode til.
To år er snart gået og tiden er fløjet af sted. Tid har defineret vores USA ophold. Tid var grunden til at vi i første omgang syntes det var hele besværet værd. Vi ville få tid til at være mere sammen. Tid til at opleve og lære. Og nu er den tid snart gået. Hvad så? Fik vi set det vi ville? Fik vi lært det vi ville? Er vi klar til et nyt liv – med mindre tid?
Reflektionerne må vente lidt. Vi skal lige leve lidt mere i vores New Jersey osteklokke. Og opleve lidt mere. Det er ikke helt til at bære at tænke på at eventyret snart slutter. Men hvem ved, måske venter der nye eventyr ude i fremtiden for familien Nielsen. Man ved aldrig hvad livet bringer.
NIELSEN AWAY FROM HOME 